“Oprøret i Mekka har gjort Arabien aktuelt, og dette land, som i lange tider bare interesserte romantikere og opdagelsesreisende, er paa en gang blit en faktor i verdenskrigen, og det maaske endda ikke av de ringeste.”

— Johannes Østrup, juli 1916

Det arabiske opprøret starta offisielt 10. juni 1916 då Sharif Husayn av Mekka erklærte opprør mot Det osmanske riket. Hashemi-slekta gjekk til åtak på osmanske garnisonar på vestkysten av den arabiske halvøya, og vart snart støtta av egyptiske styrkar sendt av britane. Opprøret er kanskje mest kjent frå storfilmen Lawrence of Arabia (1962).

I Noreg følgde ein spent på med verdskrigen, og opprøret vart breitt dekka av norske aviser i 1916, sjølv om det kom nokre veker på etterskot (Sjå: Arabisk opprør sett frå Noreg). Det meste i avisene var telegram, men det var òg nokre analyser og bakgrunnsartiklar for å gi norske lesarar litt meir kunnskap om kva som gjekk føre seg i Hijaz. Eitt av desse kom frå den danske filologen Johannes Østrup, ein midtuastenautoritet i samtida.

Johannes Østrup (1867–1938) i 1920. (Foto frå Wikipedia)

Østrup var ein aktiv kronikkskribent om verdenskrigen og Forasien, som han brukte om det vi kallar Midtausten i dag (sjå: Då Midtausten kom til Noreg), og i juli fekk han på trykk to innlegg. Eit om «Det arabiske Oprørs Aarsager» i Bergens Annonce-Tidende (8. juli), som gjekk ut på den politiske situasjonen i 1916, og eit større todelt innlegg som fungerer som ei bakgrunnshistoriske innføring om «Araberne». Det sistenemnde vart trykt i avisene Trondhjem Adresseavis (6–7. juli), Trondhjems Folkeblad (8. og 11. juli) og Bergens Tidende (14.–15. juli). På dette tidspunktet hadde hashemiane berre fått kontroll på Mekka og kystbyen Jedda, medan dei framleis var kampar andre stadar. Den mytologiserte T. E. Lawrence var på denne tida heller ikkje inne i biletet.

Johannes Østrup på hest i Midtausten ein gong mellom 1891 og 1893. Biletet er frå boka *Skiftende horizonter. Et ridt gennem ørkenen og Lille-Asien* (1894)

Østrup var ein autoritet på regionen og hadde reist omkring i den i tidlegare år. Han hadde gjeve ut fleire bøker i Danmark, mellom anna Araberne i 1907, som var ei historisk framstilling. Andre er Skiftende horizonter. Et ridt gennem ørkenen og Lille-Asien (1894), Kendskabet til den syriske Ørken (1895), ein Muhammad-biografi i 1911 og Tyrkiets Fredsbrud. Hvorledes tyskerne drog tyrkerne med i krigen – en dokumentert fremstilling (1915). På hausten 1916 gav han ut Østerlandene og Verdenskrigen. Strejflys over europæisk stormagtspolitik i den muhammedanske orient, som baserte seg på avisskriveria sine.

Avisinnlegga til Østrup er interessante som ei svært tidleg nordisk analyse av opprøret før det har kome skikkeleg i gang. Noko av det han påpeiker er rimeleg korrekt, om enn ikkje alt. Innlegga er òg båe er klare produkt av si tid, med orientalisme der ein får rimeleg generaliserande og rasistiske karakteristikkar av folkegrupper, som ikkje var uvanleg i dei dagar. Spesielt gjeld dette «Araberne». Eit døme her omtalen av «beduinen», som ofte blir omtalt i eintal og som «han»:

I sit telt i ørkenen lever beduinen meget ensformig; hans interesser er faa, og hans aandelige horisont er begrænset, ihvorvel han i regelen ingenlunde er blottet for ein viss skarpsindighet.

Østrup ynskte første og fremst å opplyse lesarane om kven arabarane var, kva dei ville, og kva dei truleg evna å få til. Var desse arabarane nokon som berre budde på den arabiske halvøya eller omfatta det fleire?

Arabisk nasjonalisme var sovidt komen i støypeskeia i 1916, noko framstillinga til Østrup ber preg av sidan har diskuterer kven arabarar er, og kven som høyrer til «den arabiske nation». Som ein ser i teksten er arabarane hjå Østrup hovudsakleg beduinar på den arabiske halvøya – i alle fall er dei den arabiske nation i «sin reneste form». Dei som bur i nordlege utkantane av halvøya, som i byane i Palestina, Syria og Mesopotamia, var «blandingsracer» som snakkar arabisk og blir vist til som «by-arabere» og «halv-arabere». Den gryande arabiske nasjonalismen er òg til stade i innlegget om årsakane til opprøret.

Trass i at britane og sharif Husayn i Mekka hadde ei då hemmeleg forståing i Husayn-McMahon-korrespondansen (1915–1916), analyserer Østrup seg korrekt fram til at:

Det er ikke usandsynligt, at Englænderne, der stadig har haft fortræffelige politiske Agenter i den nærmere Orient, har haft en Finger med i Spillet ved det arabiske Oprør[.]

Ein liten sak Østrup påpeiker, er at den potensielle danninga av «et nyt arabisk Rige kan ogsaa blive et Skridt til Virkelighed af den engelske Tanke om at oprette et Kalifat i Mekka under engelsk Beskyttelse». Det skjedde til ei viss grad åtte år seinare. I byrjinga av mars 1924, nokre dagar etter at den nyoppretta tyrkiske republikken avskaffa kalifatet, erklærte sharif Husayn seg som ny kalif, men det vart ikkje populært mottatt av korkje britane eller muslimar generelt. Kongedømet Hijaz, som Husayn styrte, vart året etter erobra av Ibn Saud og seinare inkorporert i Saudi-Arabia.

Til slutt er desse innlegga mest eit interessant innblikk i kva analyser norske avislesarar fekk presentert i 1916.

Det arabiske Oprørs Aarsager.

Af Docent Dr. Østrup

[Trykt i Bergens Annonce-Tidende, 8. juli 1916]

Budskabet om at Befolkningen i Arabien har gjort Oprør, og at den tyrkiske Fane ikke mere vaier over det hellige Mekka, har været et Tordenslag for Magthaverne i Konstantinopel. Naar Tyrkiet ikke mere er den førende Magt i Islam, er det jo slet ingenting, men Stillingen som saadan er nøie knyttet til Besiddelsen af Islams Helligdomme, Mekka og Medina, og til Sultanens Værdighed som Kalif, de troendes Behersker: med et af Tyrkiet uafhængigt lader denne Værdighed sig neppe opretholde.

Det er ikke sandsynligt at det vil lykkes Tyrkerne, so den militære stilling nu er, at dæmpe det arabiske Oprør; hvilken Betydning dette vil faa som Faktor i Verdenskrigen, er vanskelig at forudsi, selv om man kan være sikker paa, at den ikke vil blive ringe, men hvad der allerede nu kan gjøres fuldstændig klart, er Aarsagerne til Oprøret; Muligheden af et saadant Oprør har Forfatteren af disse Linjer fremhævet allerede for to Aar siden i «Nordisk Tidsskrift».

Baade religiøse, nationale og politiske Aarsager har samvirket til at frembringe den arabiske Reisning.

Da Ungtyrkerne begyndte Revolutionen mod den gamle Sultan Abdul-Hamid den Anden og troede at kunne bevirke Tyrkiets Redning ved at indføre det parlamentariske Maskineri fra Europa, var de nødt til at sætte Kalif-Værdigheden i Skygge, naar Sultanen, der samtidig var Kalif, skude [sic] være en konstitutionel Regent; Kalifen er jo Profeten Muhameds Arvtager, der har sin Magt direkte fra Gud, men en saadan Mand kan ikke være afhængig af et tilfældigt Rigsdagsflertal. Dette bestred Ungtyrkerne, og de satte de religiøse Hensyn tilside for de parlamentariske. Men dette vakte Uvilje hos de andre Muhamedanere, og denne forøgedes, da Ungtyrkerne, der selv for den største Delen var erklærede Fritænkere, bagefter alligevel søgte at slaa Kapital af Religionen ved efter Tyskernes Diktat at erklære «den hellige Krig». Den omstændighed, at Italien, der dog saa groft havde krænket de religiøse Følelser i Islam ved Angrebet paa Tripolis 1911, alligevel udtrykkeligt blev undtaget fra at regnes til Islams Fiender, viste jo tydeligt nok, at den Slags hellig Krig havde mere med tysk Politik end med muhamedansk Religion at gjøre. Den arabiske Reisning er Protesten mod dette Misbrug af Religionen.

Hertil kommer, at der fra gammel Tid har bestaaet Misstemning eller rettere ligefremt Had mellem Tyrker og Arabere. Disse sidste kan aldrig glemme, at de er Profetens egne Landsmænd og det rigtige gamle Kulturfolk i hvis Sprog ogsaa den hellige Bog, Koranen, er bleven aabenbaret, medens Tyrkerne er nogle Afkomlige, som kun begrunder deres Magtstilling med Krumsabelens Ret. Tyrkerne har paa sin Side altid foragtet Araberne for deres Mangel paa Tapperhed og militær Dygtighed, og som Embedsmænd i de arabiske Provinser har de, navnlig i tidligere Tider, ikke været bange for at fare haardt frem. Ogsaa Ungtyrkernes ulyksalige Bestræbelser for at gjøre alle det osmanniske Riges Undersaatter til rigtige Osmanner har sat meget ondt Blod hos Araberne.

Efter den frie Forfatnings Gjenindførelse i 1908 var det de arabiske Rigsdagsmænds første Handling paa Rigsdagen i Konstantinopel at danne et nationalt Parti; dette, der talte 70–80 Stemmer, haabede at komme til at danne Tungen paa Vægtskaalen i Kampen mellem Ungtyrkerne og den liberale Opposition paa samme Maade, som Irlænderne til Tider har gjort det i det engelske Parlament. Ad denne Vei skilde de arabiske nationale Forhaabninger opfyldes. Nu har Verdenskrigen anvist en hurtigere Gjenvei; Araberne forsøger nu helt at staa paa egne Bein.

En Løsrivelse af de arabiske Provinser: Syrien, Mesopotamien og Arabien, fra det svage tyrkiske Statslegeme vil bringe dem baade økonomiske og politiske Fordele. Hvis det lykkes Araberne at gjennemføre Oprøret, vil der rimeligvis opstaa et nyt selvstændigt Rige, bestaaende af de tre nævnte Landsdele og med en indfødt Hersker. De osmanniske Tyrker vil da blive indskrænked til den Del av Riget, hvor denne Race er i absolut Flertal, nemlig Lilliasien.

Dannelsen av et nyt arabisk Rige kan ogsaa blive et Skridt til Virkelighed af den engelske Tanke om at oprette et Kalifat i Mekka under engelsk Beskyttelse; den engelske Konge er i sin Egenskab af Indiens Keiser den Regent, der har de fleste muhamedanske Undersaatter. Det er ikke usandsynligt, at Englænderne, der stadig har haft fortræffelige politiske Agenter i den nærmere Orient, har haft en Finger med i Spillet ved det arabiske Oprør; de har isaafald vist, at der er andre end Tyskerne, der forstaar at bruge Orienten som en Brikke i det store europæiske Schackspil. Dannelsen af et selvstændigt arabisk Rige vil baade gjøre det af med Tyrkernes Magtstilling og med Tyskernes økonomiske forhaabninger i den nærmere Orient. Og dette vil være Straffen for det Misbrug af den muhamedanske Religions hellige Værdier, som Ungtyrkerne og Tyskerne i Forening har indladt sig paa.

Araberne.

av dr. phil Johannes Østrup

[Dette er versjonen trykt i Bergens Tidende i to deler 14. og 15. juli 1916]

I disse dage, da telegrafen har meldt om at Arabiens løsrivelse fra det tyrkiske aag, vil nedenstaaende artikel om arabernes karaktereiendommeligheter hans fortrin og mangler, læses med særlig interesse. Forfatteren, dr. Østrup, er ubestridt den som herhjemme har det nøieste kjendskap til Arabien og arabiske forhold.

I.

Oprøret i Mekka har gjort Arabien aktuelt, og dette land, som i lange tider bare interesserte romantikere og opdagelsesreisende, er paa en gang blit en faktor i verdenskrigen, og det maaske endda ikke av de ringeste.

Telegrafen melder kortfattet: Araberne har reist sig og gjort oprør mot det tyrkiske herredømme. Men hvem er araberne? Er det bare beboerne av den arabiske halvø, eller omfatter dette folkenavn endu flere? Hvad vil disse folk, og hvad formaar de?

Den arabiske halvø er den arabiske nations hjemstavn og endnu bestandig findes denne nation indenfor Arabiens grænser i sin reneste form. Ørkenstammerne i Central- og Nordarabien, de egentlige beduiner, staar endnu paa mange omraader ganske på samme standpunkt som for aartusener siden. De har mottat enkelte av den europæiske tekniks fremskridt, naturligvis mest i alt, hvad der angaar vaaben, men deres kultur og deres politiske tænkemaate er selvstændig og uforandret den gamle; den arabiske steppeørken er det sted hvor tusen aar er som en dag!

I den nordligste del av den arabiske halvø har de enkelte stammer bedst bevaret den individuelle frihet. Her er et av de faa sted [sic] i verden, hvor det virkelig er lykkedes at faa de indbyrdes motstridende begreper frihet og likhet til at eksistere samtidig og jevnsidies: enhver har magt saa langt som han har evne, og høvdingen er bare den første bland likemænd. Hans indflytelse beror paa hans rigdom, som sætter ham istand til at yde stor gjestfrihet, og paa hans personlige evner; men ingen i hans stamme har politiske forpligtelser utover eget godtykke. Overfor hele omverdenen staar stammen fuldstændig solidarisk; det gjælder her en for alle og alle for en. Dræper en araber en mand, kan blodhevnforpligtelsen opfyldes ikke bare ved at fælde drapsmanden, men enhver jevnbyrdig i hans stamme. Forholdet er i denne henseende omtrent det samme, som det var paa Island i sagatiden, og hensynet til det store ansvar, man ved et drap paatar sig ogsaa overfor alle stammefrænder, har mere end noget andet hjulpet til at holde den arabiske lidenskabelighet i tømme; ved at utgyde blod bringer man jo ikke bare sig selv, men alle medlemmer av sin stamme i fare. Dette er grunden til, at en beduin altid er meget tilbakeholden overfor en fremmed han ikke kjender, og at han ikke gjerne gir sit og sin stammes navn, førend han har sikret sig; han kan jo ikke vite, om denne fremmede ikke er en, som hans stamme har noget utestaaende med. I mange tilfælde av drap lykkes det dog ved mægling fra begge sider at bilægge saken ved mandebot, hvor der saa foretages en formelig vurdering av den dræpte, baade økonomisk og socialt, og hvor der som ved enhver ander handel sjakres dygtig fra begge sider.

Araberne i ørkenen er de reneste repræsentanter for den semitiske race. Denne har altid særtegnet sig ved en viss mangel paa sans for politisk organisation, og arabiens befolkning er i den længste tid av sin historie ikke kommen stort utover stammen, klanen, som den størte politiske enhet. Dog har der i det nittende aarhundred i Centralarabien dannet sig to litt større, samlede riker, nemlig Wahhabiternes i Riad og Schemmar-dynastiet Ibn Reschid i Hail. Mellem disse er der blit ført stadige kampe, som i den sidste menneskealder ogsaa er blit en faktor i det langvarige intrigespil mellem tyrkere og englændere om, hvem av de to som skulde ha størst indflytelse paa den arabiske halvø; englenderne har her vist sig i besiddelse av størst diplomatisk snille; da det kom til stykket, hatet araberne allikevel de tyrkiske trosfæller mere end de kristne europæere.

Det er ørkenaraberens sterke selvopholdelse, som gjør det saa vanskelig for dem at indordne sig i faste politiske organisationer; han har ingen sans for disciplin, og derav følger, at de arabiske stammer ikke i militær henseende betyr saa meget, som det almindelig antages. Araberen kan nok i øieblikkelig forbitrelse fare frem, men den tapperhet, han utviser, beror mere paa lidenskap end paa pligtfølelser, og derfor har den heller ingen varig karakter. En gammel arabisk digter roser sin hest, fordi den er hurtig at fare frem og like saa rap, naar det gjælder at vende sig til flugt, og dermed har han i virkeligheten karakteriseret ogsaa rytteren og alle hans landsmænd.

Den moderne arabers ringe ringe [sic] skytefærdighet, som hænger sammen med vanskeligheten ved at skaffe patroner, hvorfor der aldrig kan bli tale om egentlige skyteøvelser, bidrager yderligere til at forringe deres militære værdi; to arabiske stammers rytterkamp er mere imponerende at se paa end farlig at delta i. Hvad der paa den anden side forlener araberen med en viss forsvarskraft i sit eget hjemland, er dettes utilgjængelighet og indbyggernes fortrolighet med alle dets eiendommeligheter; araberen forstaar mesterlig at benytte alle et terrængs fordele, baade til angrep og til flugt, og i valget mellem disse muligheter hindres han ikke av riderlige betænkligheter; et betegnende arabisk ordsprog sier; At flygte i det rette øieblik er at seire.

II.

Det liv, som beduinen fører i [ørken]en, er i høieste grad primitivt. Det økonomiske grundlag for hans livsførsel er hans hjorde av kameler og faar, som han i de skiftende aarstider fører rundt paa forskjellige græsgange. Hver stamme har hævd paa sit terræng, men naar i særlig tørre aar det græsbevoksede areal skrumper meget ind, støter stammerne sammen paa det tiloverblevne, og de fleste stammekampe opstaar paa denne maate.

I virkeligheten er livet i ørkenen en stadig kamp med sulten, men dette liv gir en viss haardfør ubændighet, som hos ørkenaraberen avføder høie tanker om hans egen fortræffelighet; naar en laset og skitten beduin kommer til en by, bevæger han sig paa dens gater med en holdning som en konge, og hans tanker baade om sig selv og andre svrarer ogsaa nøie dertil.

Og doger beduinen ganske avhængig av disse byer, da han selv ikke har den ringeste industri. Hvad enten det dreier sig om at faa en ny laas paa sin bøsse eller at anskaffe sig et nyt hovedklæde, maa han søke haandværkeren og kjøbmanden i byen; pengene til disse faar han ved salget av ulden fra kamelerne og faarene. En stor del av denne uld gaar til England, og de vanskeligheter, som krigen har skapt for eksporten, navnlig i det nordøstlige egne, hvorved uldpriserne er gaat ned, har ogsaa bidraget til at forøke arabernes uvilje mot tyrkerne.

I sit telt i ørkenen lever beduinen meget ensformig; hans interesser er faa, og hans aandelige horisont er begrænset, ihvorvel han i regelen ingenlunde er blottet for ein viss skarpsindighet. Han er gjestfri, fordi gjestfrihet nu engang er den nødvendige forutsætning for alt socialt samkvem i ørkenen, og fordi han gjerne av den fremmede vil høre nyt fra omverdenen, ganske liksom i middelalderen ridderen paa sin borg. Han er som regel mild og medgjørlig i hjemmet, og hanhænger ved sin hjemstavn, den fattige ørken, med rørende trosakp. Han er, halvveis av nødvendighet, begjærlig, og han er ikke nøiregnende i valget av sine midler for at tilfredsstille denne begjærlighet; religiøse betænkligheter trykker ham ikke.

Gjentagne gange har ved overbefolkningens tvang og ved profeten muhameds [sic] fremtræden tillike den religiøse bevægelse ført ørkenstammerne ut til grænselandene omkring Arabien og her frembragt en blandingsrace, som taler arabisk, og som i politisk henseende ogsaa føler sig som led av en arabisk nation. Det er disse arabere i Syrien, i Palæstina og i Mesopotamien, som særlig har været bærere av uviljen mot tyrkiske overherrer; de har aldrig kunnet glemme, at de selv tilhørte den ædlere og mere kultiverte race av hvilke profeten selv var utgaat, mens tyrkerne jo igrunden bare var raa barbarer. Men disse by-arabere eller halv-arabere er bare daarlig organisert og omtrent ganske blottet for militære egenskaper, og den bevægelse, som nu er reist mot tyrkerne, er da ogsaa utgaat fra selve Arabien; men der er ikke tvil om, at hvis oprørsbevægelsen virkelig tar fart, hvad der er al utsigt til, vil den bli hilst med glæde av den arabisktalende befolkning i hele Forasien og faa al mulig støtte der. Denne befolknings politiske ønsker har endnu aldrig git sig et klart og samlet uttryk, men det er ikke vanskelig at komme paa det rene med, had disse ønsker gaar ut paa. Araberne vil befries for det forhatte tyrkiske overherredømme, og de vil endvidere, hvis dette lar sig gjøre, samles til en politisk enhet, en selvstændig arabisk stat med hovedsæte i Damaskus eller i Bagdad eller, hvis den nye stats religiøse karakter blir fremherskende, i selve det hellige Mekka.

Til oppnaaelsen av et saadant formaal vil beduinerne bare kunne yde noget, hvar angaar kampen i selve Arabien og paa dettes umiddelbare grænser. Til at fordrive tyrkerne fra Syrien og Mesopotamien vil beduinernes og halv-arabernes forende kræfter neppe slaa til, men her vil verdenskrigens store faktorer kunne gripe med ind. Et selvstændig arabisk rike, maaske et kalifat i Mekka, som stod under britisk beskyttelse, vilde passe fortræffelig i den engelske politik, og løsrivelsen av Syrien og Mesopotamien fra det osmanniske rike vilde gi tyskernes høitflyvende forhaapninger i den nærmere Orient et dødsstøt!

For dei som vil lese det slik det stod i Bergens Tidende, 14. og 15. juli 1916: